Præstens tale.
Erik Veibel Malthes bisættelse fra Margrethekirken den 29. juli 2006.
Salmer: 729: Nu falmer skoven, 50: Under dine vingers skygge, 784: Altid frejdig, 402: Den signede dag.
I dag ved Erik Veibel Malthes bisættelse vil jeg læse disse ord, som Jesus sagde til mennesker, der havde stået og lyttet til ham: " I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.
Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader, som er i himlene,"
Amen (Matt 5,14 ff)
Det er store ord vi netop har lyttet til. Og den blandede flok mennesker, der stod og lyttede til Jesus, må have studset over, at han kunne finde på at bruge så store ord om dem, for det var jo Jesus, man kaldte Verdens Lys. " Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have Livets Lys", det havde han sagt. Men hvordan kunne han sige det om os, som bare er almindelige mennesker med hver vores fejl? Ja, vi har nok mere at give af, end vi selv tænker over til daglig. I hvert fald bliver man sig det bevidst, når man står og skal tage afsked med et menneske, som man har holdt uendeligt meget af. For i en sådan sammenhæng kan vi tydeligt se, hvad det er, Jesus mener med, at vi er sat til at være lys for hinanden.
For jer der er samlede her i kirken i dag for at tage afsked med Erik eller Malthe som han jo mest blev kaldt, betyder det, at i dag er sorgen og afskedens dag for jer, men det er også dagen hvor I kan takke for kærligheden, den kærlighed der glæder på gode dage og som binder sammen på tunge og svære dage, Det er dagen hvor I midt i sorgen skal huske på sang, smil og latter, ja hvor man skal huske livsglæden på mangen en sommerdag og på pudsige og sjove oplevelser og episoder, for sådanne stjernestunder eller mindestunder, hvor vi i glimt møder Guds strålende rige, hvor der ikke er sorg, savn og smerte, de er gode at huske på, en dag som i dag. I der er samlede her i dag, sidder hver især med jeres forskellige minder om Malthe, men noget som jeg tror I alle vil huske ham for, det var hans altid gode humør, hans friske og vittige bemærkninger og hans umådelige energi. Men udover det så var han også en pragtfuld ægtemand, en god og kærlig far, svigerfar og farfar.
Da vi talte sammen forleden Lillian, da talte vi om, hvor godt det var, at du i 1962 stoppede op foran en butik i Toftegårds Alle', og ikke mindst, at Malthe samtidig fik øje på dig. Og man kan vel med rette sige, at den dag, var starten på jeres fælles liv sammen. Og det var virkelig et fælles liv, for I var stort set fælles om alt og I var stort set sammen 24 timer i døgnet. I har haft et travlt liv hvor det meste af jeres tid gik med at passe forretnigen AL SPORT på Christianshavn, men samtidig fik I også skabt en familie, en familie som det er mit indtryk, har betydet uendeligt meget for jer begge to. I havde et rigtig godt ægteskab hvor I igennem alle årene formåede at bevare kærligheden til og respekten for hinanden, og det er beundringsværdigt særlig i en tid som vores.
Malthe som ellers aldrig havde fejlet noget særligt gennem hele livet, fik ved juletid at vide, at han var alvorligt syg. De første 3 måneder med sygdommen gik det godt, men derefter begyndte det at gå ned af bakke. I fik samtidig i foråret afviklet jeres forretning, noget I havde besluttet allerede i 2004 at I ville gøre,
for nu skulle I til at nyde livet sammen. I skulle sammen bruge tid på børnebørnene, I skulle til familien i Randers og fiske i Gudenåen, ja, I skulle i det hele taget have det godt.
Alt detr nåede I desværre ikke, for Malthe blev mere syg og da beskeden lød om at man ikke kunne gøre mere for ham, ja så ville han heller ikke rigtig selv mere. Hans sidste ønske var at få lov til at dø hjemme. Du passede ham selv Lillian, med hjælp fra jeres sønner og svigerdatter og du fik nogle ekstra hænder da Jette, Malthes niece og hendes mand Mogens kom over til jer fra Jylland. Og det var dig og Jette der sad og holdt Malthe i hænderne da han stille sov ind. Da han blev lagt i kisten, lagde I blandt andet tegninger i fra børnebørnene, en brombærgren fra haven og da fodbold var en af Malthes store passioner, i mange år spillede han for eksempel fodbold i Vigerslevparken sammen med de unge og var næsten ikke til at drive hjem, så var det også helt naturligt at han skulle have sine fodboldstøvler med i kisten, for så kan han, hvis han nu skulle rende ind i den tidligere landsholdsmålmand Eigil Nielsen, genoptage sit fodboldspil med ham.
Jeg har her i min tale, forsøgt ganske kort, at sige lidt om Malthe og om hvilket menneske han var. Og det er naturligvis klart, at et godt levet langt liv ikke kan rummes med så få ord, men da er det, at I sammen skal hjælpe hinanden til at mindes ham, for midt i sorgen over at have mistet, sker der jo det, at alle ens minder samler sig til en helhed, til en slags billedmosaik. I tankerne bliver denman har mistet ung og stætk igen, som i sine velmagtsdage. Og man ser for sig alt det, han gjorde, for at for eksempel ens ægteskab og familieliv skulle være godt. Nej, det er slet ikke for meget at sige, at vi er sat til at være lys for hinanden. Alt det, som virkelig er noget værd i vores liv, det er noget, som vi kun har kunnet få ved at få det givet; Kærlighed og tryghed, inspiration til selv at tage fat, og tro på, at det nytter noget. Det billede som Jesus brugte om lyset og som jeg indledte min tale med, det lys der først kommer til sin ret, når det får lov til at skinne for alle dem, som er i huset og som mens det skinner, bruges op og brænder ned, det billede viser os vilkårene, både for et lys og for et menneskeliv. Og når alt kommer til alt, er det nok ikke dårlige vilkår, nemlig det at bruge sine evner og sine kræfter, og at blive brugt af livet. At give andre noget, som de vil huske med tak, og så at dø og få fred, når livet er brugt op.
I der er samlede her i dag, sidder nu tilbage med savnet over den tomme plads, som Malthe nu efterlader. Men alt, hvad han har givet jer af godt gennem sit liv, det bærer I med jer videre, og det kan ingen tage fra jer. Og skulle der være noget, I synes, I ikke fik sagt tak for, så godt som I ville, så har Malthe selv givet jer opskriften på, hvordan I kan gøre det, nemlig ved at lade takken gå videre, ved at varme og lyse for hinanden og gøre det som en slags genlyd af Jesu ord om, at: "Sådan skal jeres lys skinne for mennesker, så de kanse det gode, I har at give, og takke Gud, fordi I har været til!"
Guds fred være med Erik Veibel Malthe.
Æret være hans minde. Amen.